I weekenden var jeg på tur til området ved Det Døde Hav. Det er den hårdeste tur, jeg nogensinde har været på (men det kan være at den kommende uges 3 dages-ørkentur bliver endnu hårdere). Alligevel var det en fantastisk tur med nogle rigtig gode folk og et rigtig godt teamwork!
Vi startede ud ved Qumran, hvor man i 1947 fandt Dødehavsrullerne i nogle huler. Indholdet af disse tekster er blandt andet gammel testamentlige tekster og stammer fra det 2. årh. f.Kr. Efter fundet af disse skrifter har man gravet sig frem til en gammel by, hvor man mener den jødiske gruppe af essæere har holdt til i tiden omkring Jesu fødsel.
Herefter skulle vi videre for at påbegynde vores “vandre”-tur fra Ein Gedi til Masada med Piers, en brite som bor her og hiker en del. Denne tur kom dog ikke til at forløbe efter planen. Vi blev forsinket og turen tog meget længere tid end forventet – hele 5 timer længere. Efter planen skulle vi nå Masada (Herodes store fæstning fra 30’erne f.Kr.) til solopgang næste morgen. Men vi nåede først dertil kl. 12 efter 13 timers vandring/klatring (hvor vi noget af tiden i mørket blot gik efter kompas, fordi vi var faret vild) og 5 timers hvilen under stjernerne.
At ligge dér under stjernerne var klart et af højdepunkterne for mig! Jeg lå nok i 2 timer og kiggede på himlen, inden jeg var klar til at sove på trods af de 7 timers hiken på det tidspunkt. Jeg kom til at tænke på Abraham, da han får at vide af Gud, at han skal få efterkommere så mange som stjernerne. Hvor urealistisk må det ikke have været for Abraham? Ham og hans kone var i forhold til deres alder langt fra muligheden for at kunne få børn, og alligevel giver Gud Abraham dette løfte. Men se i dag – se på Israel – se hvor stort folket er blevet. Gud holdt sit løfte!
Stjernehimlen blev for mig også et spejlbillede på os 13, der midt ude i mørket i ørkenen kæmpede os igennem bjerge og kløfter med vores pandelygter. Små lys uundværlige i det store mørke og ukendte terræn. Som kristne er vi også uundværlige lys i verdens mørke og ondskab. Lys tændt af det største lys i verden – Jesus!
For en mere udførlig beskrivelse af turen vil jeg anbefale at læse følgende blogindlæg fra Kasper: http://squazz.dk/israel/verdens-haardeste-vandretur-til-masada/
Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg er den deltager som var lige ved at miste bevidstheden på det allersidste stykke. Efter at have gået på tom mave i 6 timer (hvilket til dels var min egen skyld) og efter at have drukket for meget vand på én gang, fik jeg kvalme, blev rigtig svimmel, og blev nødt til at ligge mig ned, mens to andre på ubehagelig vis måtte kigge på og overveje hvorvidt de kunne bære mig det sidste stykke. Heldigvis fik jeg det ret hurtigt bedre og kom op igen og fortsatte. Efter at have læst Kaspers indlæg er jeg klar over, at situationen nok oplevedes noget værre af dem end af mig!
Israel oplevet af Heidi 