De sidste 3 uger har der ikke været så meget i programmet for den danske kirke i Jerusalem, og det betyder, at der også har været mere luft i min kalender.
Det gav mig anledning til i en tid, hvor spændingerne mærkes i Jerusalem, at bevæge mig udenfor Israels grænser og tage til Jordan – det mest sikre naboland at besøge i øjeblikket.
Hurtige facts om Jordan:
Navn: Det hashemitiske kongedømme Jordan (siden 1948), Monark: Abdullah II af den hashemitiske slægt, som ser sig selv som efterkommere af profeten Muhammed. Landet blev anerkendt som selvstændig stat i 1946, Jordan kæmpede imod Israel i Seksdageskrigen, men Israel vandt, og Jordan mistede det område, som i dag kaldes Vestbredden. Jordan gør dog stadig krav på dette område.
Jeg tog på tur med Abraham Tours og mødte 9 skønne mennesker fra Norge, England, Sydafrika og USA og vores fantastiske jordanske guide. Vi så en gammel romersk by i Jarash, var forbi hovedstaden Amman, sov i beduin-lejr nær Petra og besøgte et af verdens 7 vidundere, Petra, en kæmpe oldtidsby med grave og templer i en dal med sandstensklipper omkring. Utrolig smukt! Det var en hel fantastisk tur!
JarashJarashJarashI Amman – vores busHygge i beduin-lejrenTidlig morgenklatringPetraPetraPetraPetra
Yom Kippur er knap nok overstået før den næste hellige fest i jødernes kalender har taget over her i Jerusalem. Sukkot eller løvhyttefesten, som vi siger på dansk, kan man læse om i 3. Mos 23,39-43. Det er en fest, som varer i 7 dage foruden en 8. festdag (så festen overgår påskens 7 dage).
Her bygger jøderne løvhytter, som de bor i under hele festen – og hvorfor gør de det? – Det gør de for at mindes den tid, de boede i ørkenen i telte. Man kan ikke umiddelbart se en sammenhæng mellem ørkentidens telte og nutidens løvhytter, men forklaringen kommer her:
Løvhyttefesten har ligesom både hornblæsningsfesten og Yom Kippur været en høstfest. Og i høsttiden forlod man ofte sit hus i landsbyen og blev ude på marken i små grenhytter (sukkah) dækket med løvrige grene, idet der var langt at gå og for at forhindre at andre skulle stjæle ens høst. Denne løvhytte var altså en midlertidig beboelse – en midlertidig løsning. På samme måde var ørkentiden en midlertidig løsning, inden de kom til det forjættede land.
Vores løvhytte – det er loftet, der afgør, at dette er en løvhytte
Men hvorfor så bygge løvhytter i dag? Hvorfor kalde det en fest at man mindes den sørgelig ørkentid?
Fordi ørkentiden ikke var så sørgelig endda. Læs 5 Mos 8,12-18 og se hvordan Gud minder sit folk om, at de var afhængige af ham i ørkenen! Han beskyttede dem fra slanger, øgler og skorpioner; han lod vand strømme ud af en klippe; han sendte manna til dem at spise. Israels folk var klart og tydeligt afhængige af Gud!
Allerede inden de var nået til det forjættede land befalede Gud dem at mindes denne ørkentid, de befandt sig i. De skulle tænke tilbage på den, som en idealtid, hvor Gud var meget tæt på. Tænke tilbage til en tid, hvor de befandt sig midlertidigt. Men hvad betyder det helt præcist?
Jøderne er stadig “på vej“, hvilket vi også er som kristne. Vi befinder os midlertidigt her, hvor vi er nu. Det endelige mål venter endnu forude, hvilket vi har behov for at blive mindet om. – Og ved målet indbydes vi til at være tæt på Gud, ligesom Israels folk var i ørkenen, og her skal vi fejre den store løvhyttefest! Derfor ser jøderne både tilbage til ørkentiden og frem mod det kommende Guds rige, når de bor i deres løvhytter.
Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen. (Salme 27,5)
Men alle, der er tilbage af de folkeslag, der rykker imod Jerusalem, skal drage derop år efter år og tilbede kongen, Hærskarers Herre, og fejre løvhyttefesten. (Zakarias’ Bog 14,16)
Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne. (Johannes’ Åbenbaring 7,15-17)
Selv ved supermarkedet står en sukkahJøder på vej til Grædemuren under festen
I weekenden var jeg på tur til området ved Det Døde Hav. Det er den hårdeste tur, jeg nogensinde har været på (men det kan være at den kommende uges 3 dages-ørkentur bliver endnu hårdere). Alligevel var det en fantastisk tur med nogle rigtig gode folk og et rigtig godt teamwork!
Vi startede ud ved Qumran, hvor man i 1947 fandt Dødehavsrullerne i nogle huler. Indholdet af disse tekster er blandt andet gammel testamentlige tekster og stammer fra det 2. årh. f.Kr. Efter fundet af disse skrifter har man gravet sig frem til en gammel by, hvor man mener den jødiske gruppe af essæere har holdt til i tiden omkring Jesu fødsel.
Bestigning af det første bjergAt nå toppenGlæden ved vand
Herefter skulle vi videre for at påbegynde vores “vandre”-tur fra Ein Gedi til Masada med Piers, en brite som bor her og hiker en del. Denne tur kom dog ikke til at forløbe efter planen. Vi blev forsinket og turen tog meget længere tid end forventet – hele 5 timer længere. Efter planen skulle vi nå Masada (Herodes store fæstning fra 30’erne f.Kr.) til solopgang næste morgen. Men vi nåede først dertil kl. 12 efter 13 timers vandring/klatring (hvor vi noget af tiden i mørket blot gik efter kompas, fordi vi var faret vild) og 5 timers hvilen under stjernerne.
At stå og se udsigten fra toppen af bjerget var helt fantastisk
Vandring under solnedgang
Pause i mørket – vi er faret vild
At ligge dér under stjernerne var klart et af højdepunkterne for mig! Jeg lå nok i 2 timer og kiggede på himlen, inden jeg var klar til at sove på trods af de 7 timers hiken på det tidspunkt. Jeg kom til at tænke på Abraham, da han får at vide af Gud, at han skal få efterkommere så mange som stjernerne. Hvor urealistisk må det ikke have været for Abraham? Ham og hans kone var i forhold til deres alder langt fra muligheden for at kunne få børn, og alligevel giver Gud Abraham dette løfte. Men se i dag – se på Israel – se hvor stort folket er blevet. Gud holdt sit løfte!
Stjernehimlen blev for mig også et spejlbillede på os 13, der midt ude i mørket i ørkenen kæmpede os igennem bjerge og kløfter med vores pandelygter. Små lys uundværlige i det store mørke og ukendte terræn. Som kristne er vi også uundværlige lys i verdens mørke og ondskab. Lys tændt af det største lys i verden – Jesus!
Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg er den deltager som var lige ved at miste bevidstheden på det allersidste stykke. Efter at have gået på tom mave i 6 timer (hvilket til dels var min egen skyld) og efter at have drukket for meget vand på én gang, fik jeg kvalme, blev rigtig svimmel, og blev nødt til at ligge mig ned, mens to andre på ubehagelig vis måtte kigge på og overveje hvorvidt de kunne bære mig det sidste stykke. Heldigvis fik jeg det ret hurtigt bedre og kom op igen og fortsatte. Efter at have læst Kaspers indlæg er jeg klar over, at situationen nok oplevedes noget værre af dem end af mig!
Hele flokken (credit til Dan for mange af billederne)
Israel oplevet af Heidi 