Rosh Hashanah – det jødiske nytår

I forgårs og i går fejrede jøderne det nye år, år 5775. Rosh Hashanah betyder “årets hoved”, nytår.

Billede stjået fra Emmas blog: http://emmapaatur.wordpress.com/

Det fejrede vi også i stor stil med Den Danske Kirke! Vi holdt et Rosh Hashanah rituelt måltid som flere jøder gør, men i et kristent perspektiv. Et eksempel på hvordan dette gøres kan ses her: http://www.hebrew4christians.com/Blessings/Holiday_Blessings/Rosh_Hashanah_Blessing/rosh_hashanah_blessing.html

 

Rosh Hashanah er egentlig den hornblæsningsfest, som der tales om i 3. Mos 23,24-25. Brugen af horn stammer tilbage fra ofringen af Isak, hvor Abraham i stedet får besked på at ofre en vædder, hvis horn sætter sig fast i krattet. Desuden står det nævnt flere steder i Det Gamle Testamente, hvordan der er blevet blæst i et sådant instrument ved nymånedage til ihukommelse af Gud og i håbet om Messias’ komme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge rabbinsk tradition er Rosh Hashanah dagen, hvor Gud gør status – den dag hvor han åbner Livets Bog og skriver de retfærdige op i den og sletter de onde fra den. I næste weekend fejrer jøderne så Yom Kippur – den store forsoningsdag. Og i disse dage op til har de tid til at rette op på deres ugerninger i det forgangne år og bede om tilgivelse. På Yom Kippur er det for sent – her bliver Livets Bog beseglet.

Interessant er det, at det i Det Nye Testamente står klart, at når Jesus kommer igen, vil basunen lyde fra himlen. Det originale hebraiske ord, som på græsk bliver oversat til basun, er i virkeligheden hornet. Hornblæsningen er altså en forløber for den endelige dommedag, hvor hornet skal lyde fra himlen. Og så er det med at være klar! I Joh Åb 4,1 står der endda, at Guds stemme lyder som lyden fra netop dette instrument. Hornblæsningen bliver dermed et symbol på Guds stemme, som lyder til os – Gud prøver på at få vores opmærksomhed!

David viser sine evner på horn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var min opgave til vores nytårsfest at holde oplæg omkring denne jødiske fest. Og jeg sluttede af med følgende ord:

“Som ikke-jøder, som kristne i tro på Jesus som den jødiske Messias skal vi heldigvis ikke frygte for vores frelse. Jesus, han har ordnet det for os. Han har taget straffen for al vores synd, og derfor er vi allerede skrevet ind i Livets Bog. En enorm befrielse! Jesus er på den måde en opfyldelse af denne fest fra den gamle pagt.”

Dødehavstur – hiking tur

I weekenden var jeg på tur til området ved Det Døde Hav. Det er den hårdeste tur, jeg nogensinde har været på (men det kan være at den kommende uges 3 dages-ørkentur bliver endnu hårdere). Alligevel var det en fantastisk tur med nogle rigtig gode folk og et rigtig godt teamwork!

 

 

 

 

 

Vi startede ud ved Qumran, hvor man i 1947 fandt Dødehavsrullerne i nogle huler. Indholdet af disse tekster er blandt andet gammel testamentlige tekster og stammer fra det 2. årh. f.Kr. Efter fundet af disse skrifter har man gravet sig frem til en gammel by, hvor man mener den jødiske gruppe af essæere har holdt til i tiden omkring Jesu fødsel.

Bestigning af det første bjerg

At nå toppen

Glæden ved vand

Herefter skulle vi videre for at påbegynde vores “vandre”-tur fra Ein Gedi til Masada med Piers, en brite som bor her og hiker en del. Denne tur kom dog ikke til at forløbe efter planen. Vi blev forsinket og turen tog meget længere tid end forventet – hele 5 timer længere. Efter planen skulle vi nå Masada (Herodes store fæstning fra 30’erne f.Kr.) til solopgang næste morgen. Men vi nåede først dertil kl. 12 efter 13 timers vandring/klatring (hvor vi noget af tiden i mørket blot gik efter kompas, fordi vi var faret vild) og 5 timers hvilen under stjernerne.

At stå og se udsigten fra toppen af bjerget var helt fantastisk

 

 

 

 

 

 

 

Vandring under solnedgang

 

 

 

 

 

 

Pause i mørket – vi er faret vild

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

At ligge dér under stjernerne var klart et af højdepunkterne for mig! Jeg lå nok i 2 timer og kiggede på himlen, inden jeg var klar til at sove på trods af de 7 timers hiken på det tidspunkt. Jeg kom til at tænke på Abraham, da han får at vide af Gud, at han skal få efterkommere så mange som stjernerne. Hvor urealistisk må det ikke have været for Abraham? Ham og hans kone var i forhold til deres alder langt fra muligheden for at kunne få børn, og alligevel giver Gud Abraham dette løfte. Men se i dag – se på Israel – se hvor stort folket er blevet. Gud holdt sit løfte!

Stjernehimlen blev for mig også et spejlbillede på os 13, der midt ude i mørket i ørkenen kæmpede os igennem bjerge og kløfter med vores pandelygter. Små lys uundværlige i det store mørke og ukendte terræn. Som kristne er vi også uundværlige lys i verdens mørke og ondskab. Lys tændt af det største lys i verden – Jesus!

---

For en mere udførlig beskrivelse af turen vil jeg anbefale at læse følgende blogindlæg fra Kasper: http://squazz.dk/israel/verdens-haardeste-vandretur-til-masada/

Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg er den deltager som var lige ved at miste bevidstheden på det allersidste stykke. Efter at have gået på tom mave i 6 timer (hvilket til dels var min egen skyld) og efter at have drukket for meget vand på én gang, fik jeg kvalme, blev rigtig svimmel, og blev nødt til at ligge mig ned, mens to andre på ubehagelig vis måtte kigge på og overveje hvorvidt de kunne bære mig det sidste stykke. Heldigvis fik jeg det ret hurtigt bedre og kom op igen og fortsatte. Efter at have læst Kaspers indlæg er jeg klar over, at situationen nok oplevedes noget værre af dem end af mig!

Hele flokken (credit til Dan for mange af billederne)

At være kristen som araber

Jeg har i sidste uge hørt to arabiske herrer fortælle om hvordan det er at være kristen som araber i dette land, og jeg vil gerne dele deres historier med jer.

• Musa:

Musa, i dag en ældre herre, voksede op med katolske traditioner og gik i kirke, men kendte, som han selv siger, alligevel ikke til evangeliet. Da han blev 15 år deltog han i en gudstjeneste i en anden kirke og hørte en taler fra USA, som fortalte om, hvordan Jesus har betalt for al synd. Det havde Musa aldrig hørt i den katolske kirke, og han havde heller aldrig selv holdt en bibel i hånden, hvilket han oplevede for første gang i denne kirke. “Gud blev levende for mig – til at tale med.”

Han skiftede kort efter denne oplevelse kirke og blev på den baggrund smidt ud af sin katolske skole! Mange år efter drog han til USA for at læse teologi og vendte derefter tilbage til Israel: “For Gud vil at jeg skal give evangeliet til mit eget folk.”

I dag leder han en evangelisk kirke på Vestbredden, tæt på Betlehem, som han har været med til at starte op for få år siden. Den er imidlertid ikke godkendt som kirke, og derfor er de meget begrænsede i forhold til hvilke ritualer de kan udføre, eks. dåb og bryllup.

Da livet, som Musa siger, er rigtig hårdt for palæstinensere hernede er den største udfordring for kirken, at mange flytter fra landet – til USA, Canada eller Europa. Også for Musa er vilkårene hårde. Han er født i Israel og har derfor tilladelse til at bo på denne side af muren, men da han har valgt at bosætte sig på den “forkerte” side, på Vestbredden, har han alligevel adresse i Israel (og derfor dobbelt husleje!), da regeringen ellers fratager ham mange rettigheder, eks. sygeforsikring.

• Naim:

Naim, endnu en ældre herre, har været med til at starte den første baptistkirke i Betlehem. Han kan fortælle en historie, som stort set er den samme som Musas, bortset fra at han voksede op i et græsk-ortodoks hjem. Faderen var præst, men alligevel kendte Naim ikke til en bibeltro opfattelse af Gud og Guds plan. Men han fandt vej til evangeliet, bad for sin families frelse og oplevede hvordan de også kom til tro på Jesus på samme måde som ham selv.

Som araber havde Det Gamle Testemente ikke været kendt af ham – det var jo jødernes bog, som man ikke har noget med at gøre som arabere. “Men jo mere jeg læste heri, jo mere kærlighed fik jeg til det jødiske folk. Gud tog al hadet til dem fra mig.”

14 gange har hans baptistkirke i Betlehem været udsat for bomber, men “Gud holder kirken kørende!“.

---

Deres tillid til Gud og deres villighed til at dele evangeliet under de omstændigheder er virkelig fantastisk, inspirerende og udfordrende!

Det hellige

I sidste uge var jeg guide på en tur op til Tempelpladsen og ved Grædemuren – i orkanens øje – det sted, som de egentlig slås om! Tempelpladsen er det ultimativt helligste sted for jøderne, og det er det fordi, det, som navnet antyder, er her det jødiske tempel har været – det var her, Gud valgte at tage bolig på jorden.

Tempelpladsen og Grædemuren, hvor der ved siden af er adgang til Tempelpladsen for turister

Historien om stedet begynder egentlig helt tilbage til skabelsen, som, jøderne mener, har taget sin begyndelse lige her. Og det var i øvrigt også på dette bjerg, at Abraham menes at skulle ofre sin søn, Isak.

Salomo byggede det første tempel 480 år efter israelitternes udfrielse fra Egypten; det stod færdigt i 965 f.Kr. og det var her Pagtens Ark (stentavlerne med Moseloven) blev placeret. Templet blev imidlertid ødelagt af babylonerkongen Nebukadneser i 587 f.Kr. hvorefter israelitterne blev sendt i eksil i Babylon.

Efter persernes erobring af Babylon kunne de vende tilbage til Jerusalem, hvor et nyt tempel blev bygget og stod færdigt i 515 f.Kr. I begyndelsen af det 2. årh. f.Kr. indtager grækerne landet og de forurener templet med deres statue af Zeus og ved udøsning af svineblod ved templets indgang. Det udløser en opstand blandt hasmonæerne, en jødisk slægt, ledt af Judas Makkabæus og i 164 f.Kr. genvinder de Jerusalem og renser og genindvier templet.

I år 64 f.Kr. udbryder der en arvefølgekrig blandt hasmonæerne, som gør at de søger hjælpe hos den romerske general, som erobrer byen og Herodes udnævnes som romernes lydkonge i Jerusalem. Han udvider templet, udvider tempelbjergets platform, og det står færdigt i 64 e.Kr. Folket gjorde imidlertid opstand mod de romerske statholdere i landet, og det forårsagede uundgåeligt en krig, som førte til, at templet i år 70 blev fuldstændig ødelagt.

Grædemuren er det eneste levn tilbage fra det andet tempel og her kommer jøderne flere gange dagligt for at bede og begræde templets fald. I dag er dette sted styret af jøderne, men de har ikke altid haft adgang til stedet, bl.a. fordi det også er helligsted for muslimer.

Jøder til morgenbøn ved Grædemuren og skellet mellem mænd og kvinder

Det helt store spørgsmål er, hvor Pagtens Ark i dag befinder sig. Da man er usikker på om det måske befinder sig under Tempelbjerget går ortodokse jøder ikke derop, fordi de er i stor risiko for at dø, hvis de betræder/kommer for tæt på det hellige. (Ypperstepræsten måtte jo kun én gang om året gå om bag forhænget i templet, hvor Pagtens Ark befandt sig.)

 

 

Tempelbjerget er da også i dag styret af muslimerne, som selvfølgelig ikke kalder det Tempelbjerget, men derimod Haram al-Sharif (den ædle helligdom). Og det er det 3. helligste sted for muslimer ved siden af Mekka og Medina. Det er det fordi, profeten Muhammed på sin natlige rejse til Jerusalem kom hertil, tøjrede sit ridedyr til vestmuren, dvs. Grædemuren, og fór til himmels herfra. Desuden mener også muslimerne at skabelsen begyndte her og at Abraham på dette sted skulle ofre Ismael.

Klippemoskéen som overgår alt andet byggeri i Jerusalem

Den store Klippemoské, som egentlig ikke fungerer som rigtig moské, er derfor blevet bygget her fra år 688, hvor Jerusalem var under muslimsk styre, og dernæst har man bygget en rigtig moské, Al-Aqsa, fra 705, som har plads til 4000-5000 bedende!

Al-Aqsa moskéen med plads til 4000-5000 bedende

Klippemoskéen blev bygget for ligesom at overgå de kristnes store kirker på denne tid, og det var et signal til både jøder og kristne om at islam skulle ses som fuldbyrdelsen af de to religioner. For jøder, idet den blev bygget lige dér, hvor templet stod, og for kristne, idet den blev udsmykket med byzantinske symboler på hellighed og magt. I korsfarertiden er Klippemoskéen faktisk blevet brugt som kirke, men senere fik muslimerne igen overtaget med stedet.

Muslimske kvinder i læsegrupper på pladsen

Muslimske mænd i læsegrupper på pladsen

At være på det her sted er bare specielt. Det har en ufattelig stor betydning for jøder og muslimer, som valfarter hertil for at være nær Gud. For mig er det enorm befriende at Gud ikke er længere væk end en bøn eller en tanke – endda endnu tættere på – før jeg tænker og beder! Adgangen til Gud er ikke begrænset til at være dér, hvor det gamle tempel stod, eller dér hvor en hellig profet engang befandt sig – nej, Gud er her lige nu, med sin hellige ånd har han taget bolig i mig! Det er stort!

Missionspiloterne er ankommet

Mandag aften ankom missionspiloterne – 4 piger som bare er klar på 3 måneder med besøg hos forskellige kristne organisationer og undervisning i mission og kristendommens jødiske rødder.

Jeg har brugt de sidste dage sammen med dem, hvor vi har været en del rundt i byen, delt livshistorier og så har jeg givet dem undervisning i mission sammen med David.

I tårnet af Redeemer Church, hvor Den Danske Kirke holder til

På det jødiske marked fandt vi denne slikbutik – 100 g for 2,5 shekel – det er ret billigt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det jødiske marked

 

 

 

 

 

 

 

Tag et kig på missionspiloternes egen blog: http://piloterpaaproeve.wordpress.com/

Fællesskab med danskere i Israel

I den sidste uges tid har vi haft 3 åbne arrangementer med Den Danske Kirke. I fredags holdt vi Shalom Night. Til dette arrangement var vi 9 – foruden præstefamilien og jeg deltog mellemøstkorrespondenten fra Kristeligt Dagblad, en volontørkoordinator fra en frikirkelig organisation Dansk-Jødisk Venskab, en dansk studerende og en af vores danske volontører. Det var en hyggelig aften og spændende at møde de andre danskere, som er engageret andre steder hernede.

Søndag aften holdt vi gudstjeneste sammen med den danske organisation Ordet&Israel. Jeg havde det overordnede ansvar og både vores to volontører og volontører fra O&I hjalp med opgaver undervejs.

Onsdag aften havde vi inviteret til åben-hus i præstelejligheden med besøg af en tidligere ortodoks jøde, som fortalte om sit møde med Jesus og om sit arbejde i dag i organisationen Jews for Jesus. Da jeg har været på kampagner med dem før, kender jeg ham, men alligevel gjorde hans livshistorie stort indtryk igen, og han formåede virkelig at vække iveren i mig efter at tage af sted med dem igen. Hans job i organisationen er, at undervise unge Jesus-troende jøder i mission, og det kan man mærke – han nyder virkelig at få opmærksomheden fra os unge og lære fra sig af al hans viden om religion i det hele taget, som han har studeret en del, og af egne erfaringer fra livet med Gud.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere på ugen var jeg i øvrigt til et foredrag med en anden Jesus-troende jøde, og det er interessant, hvordan messianske jøder, som de kalder sig, adskiller sig fra hinanden. Taleren her havde både kippa på hovedet og bar bedesnore, og han talte om, hvor vigtigt det er også som messiansk jøde at bede de liturgiske bønner, som jøder gør dagligt. Hans teologi er i det hele taget meget jødisk og baseret på rabbineres lære, og jeg havde lidt svært ved at koble det sammen med, at han tror på Jesus og jo dermed er fri af loven.

I forhold til de jødiske traditioner, svarede, ham, den messianske jøde, som vi havde besøg af onsdag: ”Alt det som intet har med Jesus at gøre; det gælder i øvrigt alle de vaner, vi har; bør vi holde os fra.” Han lægger meget vægt på at han er jøde, og han vil gerne, at hans børn også får en jødisk identitet…  men en messiansk-jødisk identitet, hvor Jesus, som jo også var jøde, er i fokus.

Sådan bor jeg

Hvis nogen af jer er nysgerrige efter at se, hvordan jeg bor, så kig her: https://www.youtube.com/watch?v=ThiHOhGA1Xc&feature=youtu.be

Ellers er her lidt billeder af hvordan det ser ud udefra:

Vores terasse er en af dem, man kan se, i midten af billedet

Shalom Night, Sabbat, Gudstjeneste, Missionspiloter

De næste par dages program ser således ud:

I aften, fredag, holder vi Shalom Night hos den danske præst og hans familie. Min opgave er i den forbindelse at kokkerere. Til Shalom Night holder vi, ligesom jøderne gør, et sabbatsmåltid. Ved dette måltid mindes jøderne befrielsen fra slaveriet i Egypten og takker Gud for dette. Jøder, som er kommet til tro på Jesus, holder også sabbatsmåltid, men de fokuserer mere på Jesus, som befrieren fra synd og død, og takker for, at han har sat os i frihed.

Søndag aften holder vi gudstjeneste i Den Danske Kirke sammen med Ordet og Israel. Det er jeg i gang med at planlægge, og jeg skal mødes med volontører fra Ordet og Israel, som danner bandet sammen med mig.

I næste uge kommer Missionspiloterne – et projekt, som varer i 3 måneder, hvor 4 piger bl.a. skal rundt og besøge forskellige organisationer hernede samtidig med at de får undervisning i hvad Bibelen siger om mission og i den jødiske baggrund for kristendommen. Jeg skal stå for noget af undervisningen i den kommende uge og er derfor også i gang med at forberede dette.

Jeg glæder mig rigtig meget til det hele!

God weekend til jer derhjemme. 🙂

Arbejdet er begyndt

Der er nu snart gået endnu en uge i Jerusalem – tiden flyver afsted! Efter de første dage, hvor der var meget program på, har jeg også haft nogle dage, hvor jeg bare har været hjemme i lejligheden og fordøjet alle de nye indtryk.

I lørdags holdt vi den første danske gudstjeneste i dette halvår. Jeg stod for det musikalske under gudstjenesten og sørgede for kirkekaffe derefter. Vi var 27 til gudstjeneste – en blanding af gode folk fra Israelsmissionen, Ordet og Israel (en anden dansk missionsorganisation) og andre bosiddende i Israel. Efter gudstjenesten tog flere af os ud at spise sammen – rigtig hyg’ligt!

På restaurant Amigo Emil i Den Gamle By

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søndag er en almindelig arbejdsdag hernede – det er den første dag i ugen. Alligevel er der også en del menigheder, som holder gudstjeneste, og jeg tog igen i King of Kings om eftermiddagen. Efter gudstjenesten besluttede jeg mig for at gå lidt ned af gaden i den moderne jødiske bydel, inden jeg ville tage sporvognen hjem, som i øvrigt ser således ud: 

Letbanen er ret tæt på, hvor jeg bor, og går hele vejen ned til Den Gamle By og til den moderne jødiske bydel

Jeg undrede mig dog over, at der ingen sporvogne kom forbi mig, mens jeg gik, og efter at have gået et stykke tid kom jeg til en station, som var afspærret. Jeg forsøgte at spørge en mand i militæruniform til det, men det eneste jeg fik ud af hans “engelsk” var: tag en bus. Jeg tænkte dog, at det var mere klogt bare at gå hele vejen hjem langs sporene, for at være sikker på at finde hjem, da jeg ikke lige vidste hvilken bus, der gik. Så det blev til en god lang gåtur, og det er dejligt køligt at gå ture her om aftenen.

Lige udenfor Den Gamle By’s mure

Tirsdag havde vi intro for to volontører, Emma og Kasper. Vi var i Den Gamle By, spiste falafel, havde rundvisning i Redeemer Church (hvor vi holder til med danske gudstjenester), besøgte Rida’s shop (en meget flink arabisk sælger, som det er rigtig godt at kende til for at få gode priser), og vi var forbi Gravhaven, Grædemuren og det jødiske marked. Om aftenen tog vi ud til Ordet og Israels Joffi-hus, hvor der var besøg af en jøde fra Paraguay, som er kristen og nu bor i Jerusalem. Det var spændende at høre hans historie og dejligt at være sammen med de andre danskere der.

Muren, Checkpoint, Betlehem – skud eller fyrværkeri?

Allerede på min tredje dag her i Israel gik turen til Vestbredden, til Betlehem. Vestbredden var indtil 1967 under jordansk styre, hvor det blev erobret af Israel, ligesom Gazastriben. Mere end 80% af befolkningen her er palæstinensere – resten er jødiske bosættere, som rykkede ind i det erobrede land.

Turen fra Jerusalem forløb som følger: med araberbus til muren (en mere end 500 km lang barriere som adskiller Vestbredden fra resten af Israel), en smertefri gåtur gennem et omfattende checkpoint (for vi er jo bare danskere), overfaldet af ivrige arabiske taxachauffører, som allesammen rigtig gerne ville køre os til Betlehem – vi fik pruttet prisen godt ned og blev kørt til Betlehem.

Her i Betlehem mødte jeg en fra Det Palæstinensiske Bibelselskab. Han kommer fra Gazastriben og flygtede hertil for ca. 7 år siden. Hans familie og hans kones familie bor stadig i Gazastriben, hvilket selvfølgelig bekymrer ham meget. Om livet i Gaza fortæller han, hvordan han for at få lov til at rejse til Egypten måtte bo hele 10 dage ved et checkpoint sammen med 400 andre og med to toiletter. Efter at være flygtet her til Vestbredden har han måttet forblive her i 4 år, for nu at have fået en slags opholdstilladelse, så han ikke bliver sendt tilbage til Gazastriben. Men livet på Vestbredden volder også mange problemer, da Israel har meget kontrol med området. Han gav ærligt udtryk for, hvordan dette går ham på, og at han ikke forstår, hvad muren skal til for. Jeg må bare sige, at det er rigtig svært for mig at forholde mig til de vilkår, han lever under!

Vores møde med en fra Det Palæstinensiske Bibelselskab i Betlehem

Inden vi skulle tilbage til Jerusalem kørte han os lidt udenfor byen, hvor der er dejlig stille, flot natur og udsigt til Jerusalem. Sidstnævnte gør dog, at det er rigtig svært for palæstinensere at være her, når de blot kan stå og kigge over til de jødiske bosættelser og Jerusalem. Et meget konkret billede på den kløft, der er mellem jøder og palæstinensere. Det er en konflikt, som jeg ved utrolig lidt om, men som jeg håber at blive klogere på, mens jeg er her.. jeg vil i hvert fald gøre et forsøg.

Jerusalem set fra Betlehem

På vej tilbage fra dette område hørte vi nogle brag, og vi spurgte ham, om der var nogle, der skød. Han svarede først: “det ved jeg ikke” – og jeg blev ret nervøs, må jeg indrømme. Derefter sagde han: “Nej, det er nok nogle, der holder bryllup – det lyder ikke som skud!”. Jeg har siden fundet ud af, at det er kutyme til arabiske bryllupper at have fyrværkeri, og jeg kan derfor høre brag flere gange dagligt fra min lejlighed her i Jerusalem, ligesom jeg i øvrigt hører muslimernes kald til bøn. At vi som danskere, der kun ser krigsbilleder hernedefra i nyhederne, straks troede, at det var skud, kan jeg kun grine af nu. Skræmmende er det dog, at han så tydeligt kan høre forskel.