- Richard Oestermann
I forgårs var jeg på besøg hos den dansk-jødiske journalist Richard Oestermann. En ældre herre på 88 år som er alvorligt syg, men som alligevel insisterer på fortsat at udgive en række artikler hver uge om nyt fra det hellige land. Det var da også i den anledning, at jeg var kommet, sammen med den danske volontør Emma, som hjælper med at nedskrive og oversætte hans artikler.
Ved dette besøg blev jeg dog ikke blot klogere på verden, som den tager sig ud for en (dansk) journalist (i Mellemøsten), men jeg fik også endnu et indblik i hvordan antisemitismen i Danmark før og under 2. verdenskrig har sat sig spor i en dansk jøde. Richard og hans familie var blandt de danske jøder, som lykkedes i at flygte til Sverige inden jødeaktionen i 1943, men langt fra alle var ligeså “heldige” som ham.
- Robert Fischermann
Det er nu mere end 3 måneder siden, at en anden ældre jødisk herre, Robert Fischermann, var inviteret til at komme til præstelejligheden i French Hill – alligevel føles det næsten som i går, at jeg sad overfor ham og lyttede til hans forfærdelige minder fra 1½ år i kz-lejr under 2. verdenskrig. I mere end 60 år har han ikke villet tale om det, for som han siger: “At skrive erindringer om det og tale om det, er som at opleve det hele igen.”
Robert blev født i København i 1928 af forældre indvandret til Danmark fra Letland. I 1943 er Robert 15 år. Som jødisk familie er de blevet advaret forud for aktionen mod jøder i oktober 1943 og søger derfor tilflugt hos en kristen familie, men da den yngste søster lider af epilepsi og får anfald, må familien tage tilbage til deres hjem og tilkalde læge. De har hørt fra familie i Norge, at tyskerne har hentet jødiske fædre og ældre børn; derfor er Roberts far og to ældre søskende taget afsted på flugt, inden tyskerne banker på familiens dør kl. 05 om morgenen d. 2. oktober.
Til deres store overraskelse får de (moderen, Robert og 3 yngre søskende) dog besked på at samle de mest nødvendige ejendele sammen og følge med tyskerne. De bliver sendt med en kreaturvogn tætpakket med mennesker til koncentrationslejren, Theresienstadt – en tur på 3½ døgn. Men efter ankomsten bliver det endnu værre.
“Man kan vænne sig til meget, men man kan ikke vænne sig til sult!” Mange dør af sult i kz-lejren og nøgne lig bliver transporteret væk til afbrænding af de åbne veje. Robert og hans yngre bror får som arbejde at hjælpe andre fanger, når de skal østpå, dvs. til kz-lejre med gaskamre. Og konstant må de leve med frygten om selv at blive sendt afsted.
Efter mange måneder bliver Robert, broderen og moderen sat til at bygge et hus, deres eget gaskammer, men inden det bliver bygget færdigt, bliver de bedt om at møde op og forlade lejren for en særlig rejse, de er udvalgt til. “Hvad er det for en rejse? Hvad skal der ske med os?” Denne rejser viser sig imidlertid at være deres redning – en rejse med svensk Røde Kors’ busser op gennem det sønderbombede Tyskland. En rejse som ikke er helt ufarlig, da der er bombefly i luften, som de må køre i dækning for.
D. 17. april ankommer de til den danske grænse. “Vi følte, at nu var vi blevet frelst. Danskere stod med flag og bød os velkommen hjem. Jeg glemmer det aldrig!”
Men.. at vende tilbage til Danmark er ikke bare fryd og gammen. Med bævende stemme fortæller Robert om, hvordan de bliver konfronteret med sandheden om den ældste broder og faderens druknedød i forsøget på at flygte til Sverige for 1½ år siden. Storesøsteren havde løjet for dem i et brev sendt til dem, mens de var i kz-lejren.
Årene efter krigen er forfærdelige. “Alt hvad der tidligere var sket blegnede! Hver eneste dag i et halvt år græd min mor. Jeg måtte være i min fars sted, som den nu ældste søn. Min mor forsøgte at begå selvmord to gange – med gas; jeg lykkedes i at forhindre det.” Den epilepsi-ramte lillesøster er desuden alvorlig syg efter ikke at have fået medicin i kz-lejren; hun tager en overdosis på hospitalet og dør inden sin 20 års fødselsdag. “Jeg bebrejder stadig mig selv for ikke at have taget mig godt nok af hende.”
“Hvordan kunne det ske?… Hvorfor blev så ufattelig mange mennesker, ikke mindst uskyldige børn slået ihjel, kun af den årsag at de var jøder?”
Jeg sidder tilbage med en stor klump i halsen og tårer i øjnene, mens jeg sidder overfor denne mand, som har oplevet så meget smerte, set så meget frygteligt ske og som fortæller, at han stadig, så mange år efter, plages af mareridt.
Men hvad har verden lært af 2. verdenskrig? Antisemitismen stoppede desværre ikke efter 2. verdenskrig. Roberts barnebarn er også tilstede denne formiddag. Hun har tidligere boet i Danmark og tager tilbage hver sommer, men denne sommer (2014) var forfærdelig for hende. “Jeg følte virkelig, at jeg oplevede en lille smule af hvad min bedstefar har været igennem.” Mediernes dækning af begivenhederne ved Gaza og de efterfølgende debatter og kommentarer gjorde, at hun oplevede en stor modstand mod hende som jøde. “Jeg kan godt lide at være i Danmark, men jeg kunne ikke forestille mig at lade mine børn vokse op dér. Israel er det bedste sted at være som jøde!” – “Hvorfor kan vi ikke bare tro på hvad vi vil og mene hvad vi vil? Hvorfor skal vi hele tiden være i krig mod hinanden? – Jeg forstår det ikke.”
Israel oplevet af Heidi 